Hængekar


På trods af navnet er et hængekar i virkeligheden et bæltesmykke. Hængekarret er den yngre bronzealders videreudvikling af bæltedåsen, som hørte med til kvindedragten i ældre bronzealder og i den første del af yngre bronzealder. Hængekarrene kan være voldsomt store, og det fik tidligere tiders arkæologer til at tro, at der var tale om et opbevaringskar, beregnet til at hænge op ligesom en ampel. Selv om funktionen viste sig at være en anden, har man holdt fast ved det lidt misvisende navn. De ældste hængekar kan være svære at skelne fra de spidsbundede bæltedåser, men i løbet af yngre bronzealder bliver de gradvist større og mere skålformede, og de yngste eksemplarer kan have en diameter på over 30 cm og en højde på omkring 10 cm. I modsætning til bæltedåserne har hængekarrene intet bronzelåg, men må have været lukket på anden måde, f.eks. med et klæde eller et låg af træ. På randen eller lige nedenunder sidder to øskner til fastgøring i et bælte, formentlig af læder. At øsknerne gerne er temmelig slidte, viser, at hængekarrene trods deres størrelse har været anvendt i praksis. Det bekræftes desuden af en lille kvindefigur af bronze fra Nordtyskland, som på ryggen bærer et hængekar. Dekorationen afhænger af hængekarrets alder, og der forekommer både fordybede stjernemønstre, guirlande- og bølgebåndsmotiver samt støbte mønstre af ophøjede cirkler og punkter. Hængekarrene findes næsten udelukkende nedlagt som offergaver, og i mange tilfælde er de anvendt til beholder for mindre bronzegenstande. Hængekar og bæltesmykke er i øvrigt en hyppig kombination i disse offerfund.