Lur


Luren er et blæseinstrument af støbt bronze fra yngre bronzealder. Selve ordet "lur" er dog af langt yngre dato - det stammer fra de islandske sagaer, hvori det fortælles, at "krigerne kaldtes til kamp med luren". Det fik de første arkæologer i begyndelsen af 1800-tallet til at give de mærkelige bronzeinstrumenter navnet "lur" eller endog "krigslur". Langt de fleste lurer (over 35 stk.) er fundet i Danmark, men de kendes også fra Sverige, Norge og Nordtyskland. Rørets svungne form leder tanken hen på et oksehorn, som sikkert også har dannet forbillede. Lurerne er i reglen fundet parvis - henholdsvis et højre- og et venstresvungent instrument af helt samme type og med omtrent samme tonehøjde. Det er oplagt, at lurerne må have hørt til i den religiøse sfære frem for den militære, sådan som 1800-tallets arkæologer antog. På flere svenske helleristninger er der således gengivet lurblæsere, som uden tvivl har taget del i rituelle handlinger eller optog. Lurer er da heller aldrig fundet som gravgaver, men kun i moser, hvor de altid er nedlagt alene uden sammenblanding med mere profane genstande såsom våben, redskaber eller smykker. En lur består af flere korte rørstykker, som derefter er støbt sammen til et hoved- og et mundrør, der mødes i en næsten ret vinkel. På nogle lurer kan hoved- og mundrør skilles ad, mens de på andre er føjet sammen permanent. Foroven omkring lydåbningen sidder en rund prydplade, der er støbt for sig og banket fast på lurens hovedrør. På de ældste lurer (Rørlykke Mose) er prydpladen ganske smal, men på de yngre instrumenter kan den være op til 29 cm i diameter og dekoreret med indpunslede mønstre, knopper eller store bukler som på de imponerende eksemplarer fra Brudevælte og Tellerup. I den modsatte ende er lurerne forsynet med et trompetformet mundstykke, der er støbt sammen med mundrøret. I nogle tilfælde hænger der lige ved mundstykket et antal trekantede eller trapezformede vedhæng ("rasleblik"), der har givet en ringlende lyd fra sig, når instrumentet var i brug. Bag på prydpladen sidder der desuden øksner, hvori der oprindelig må have hængt små bronze"hamre", som også skulle supplere lydindtrykket. To sådanne "hamre" er i hvert fald bevaret på den ene Brudevælte-lur. Mange af lurerne er - eller har været - udstyret med en bærekæde, som sidder fast under lydåbningen og på samlingen mellem mund- og hovedrøret.