Fodtøj


Det ældste bevarede fodtøj i Danmark er fundet i egekistegrave fra ældre bronzealder. I flere af disse er der konstateret rester af lædersko, og i to tilfælde (Jels og Skrydstrup - hhv. mands- og kvindegrav) var der så store stykker bevaret, at de har kunnet danne grundlag for en rekonstruktion af skotypen. Den består af et aflangt stykke læder, som har været foldet op omkring foden, dvs. uden nogen egentlig sål. Foran på foden er læderet slidset op, og skoen er samlet over vristen med en snor, der er trukket igennem en række huller i kanten som på en moderne balletsko. Snørebåndet er derpå bundet et par gange rundt om svangen og knyttet over vristen eller omrking anklen. I hælen er skoen samlet med en lodret søm. I én grav (Guldhøj) er der fundet et stykke af en sko, fremstillet af vævet uld. I modsætning til læderskoene havde denne en selvstændig sål, som overstykket var syet fast på. I Skrydstrup-pigens sko var der spor efter græs, som har været blødt og behageligt at gå på. I flere af egekistegravene er der desuden fundet de såkaldte fodlapper, dvs. rektangulære stykker uldstof, der har været viklet om vrist og underben som en slags strømpe. Fra jernalderens mosefund kendes flere sko af en nogenlunde tilsvarende type som bronzealderens.