Harpiks


Det plastiske harpiks har sikkert været anvendt til mange formål, når der var behov for at tætne eller klistre noget sammen. På mange af den yngre bronzealders gravurner er låget således sat fast med harpiks, ligesom hullerne i den eneste kendte bronzesi er tætnet med samme materiale. Den gyldne harpiksmasse blev desuden brugt til indlægninger i fordybede mønstre på bronzegenstande, hvilket sikkert har givet et flot farvespil. Endelig er der fundet store runde kager af harpiks i flere moser, og også i bronzealderens grave kan der forekomme klumper.