Kam


En kam af horn kan udmærket have hørt til den daglige påklædning for begge køn i bronzealderen. I grave fra ældre bronzealder med gode bevaringsforhold for organisk materiale, det vil primært sige egekistegrave, er der således fundet halvrunde kamme, fremstillet af ét stykke horn og dekoreret med et udskårent hulmønster. I kvindegravene fra Egtved og Skrydstrup var en sådan hornkam bundet fast til bæltet. Samtidig kendes der et mindre antal bronzekamme fra både ældre og yngre bronzealder. Mens de ældre kamme er udsmykket med spiraler i gennembrudt arbejde, varierer form og dekoration mere på de yngre eksemplarer. Der er kamme med enkle hulmønstre, med dyrefigurer, med hjulkors, med spiraler, med isatte pynteringe og i ét tilfælde med indpunslede skibsfigurer. Kammene stammer fortrinsvis fra gravfund.