Perle


Perler er ikke særlig almindelige i bronzealderen, og når de findes i gravene, er der som oftest kun en enkelt eller nogle få stykker; lange perlekæder kendes slet ikke. Perlerne er næsten altid små, runde og helt enkle, og materialet kan være både glas og rav. Man har sikkert bevidst fremstillet ravperlerne, så de lignede de sjældne og eksotiske perler af blåt eller grønligt glas. De fleste af glasperlerne er fra ældre bronzealder, og et par enkelte kvindegrave fra denne periode indeholdt endda så mange, at det omtrent svarer til størrelsen på et armbånd. Perler af gennemborede dyretænder eller muslingeskaller er meget sjældne i bronzealderen.