Syl/pren


Ligesom sylen er prenen et lille spidst redskab til at lave huller med i f.eks. læder, tekstil eller bark. Prenen betragtes normalt som synålens forgænger, og sylen som et lidt grovere stykke værktøj. Flertallet af bronzealderens syle og prene er fremstillet af bronze, men på bopladserne forekommer også ben- og hornredskaber. De fleste af bronzesylene har haft træskaft, som undertiden er bevaret, men der findes også eksemplarer med skaft af bronze. Kraftige syle, der må opfattes som arbejdsredskaber, er fundet i grave fra ældre bronzealder og i offerfund fra yngre bronzealder. De mindre syle, som er en hyppig gravgave især i yngre bronzealder, henregnes til toiletsagerne.