Bronzedolk


Fra slutningen af stenalderen forekommer der bronzedolke i Danmark, indført fra Mellemeuropa, og efterhånden begynder man at efterligne de fremmede stykker. De første hjemligt producerede dolke er meget enkle: en trekantet dolkklinge med et påsat greb af træ- eller horn (som ikke er bevaret), eller med håndgrebet og klingen støbt i ét stykke. Senere udvikles teknikken, og grebet bliver støbt for sig selv over en lerkerne og fastgjort til klingen med bronzenagler. Ud over dolke med bronzegreb findes der også typer, hvor grebet har været af organisk materiale (træ eller horn). I reglen er dette ikke bevaret, og man ser kun den bronzespids eller tungeformede plade, som det har siddet fast på. Dolke med greb af organisk materiale har som oftest en oval, rund eller firsidet bronzeknap som afslutning på grebet. Dolkgreb, der består af skiftevis bronze- og hornskiver, kendes også, og endelig er der flere eksempler på særligt kostbare dolke med guldbelægning på grebet. Dolkenes greb og grebknapper er udført på forskellig måde, og på grundlag af udformning og dekoration kan man næsten altid datere det pågældende våben nærmere inden for bronzealderen. Dolkene er altid tveæggede, og klingerne er forsynet med en ophøjet midtribbe, der kan være omgivet på begge sider af ornamentale linier, hvilket dog kun ses på de bedst bevarede stykker. Bronzedolkene er i hovedsagen udformet på samme måde som bronzesværdene, men er kortere end disse, og i modsætning til sværdene findes dolkene i både mands- og kvindegrave fra ældre bronzealder. Ud fra deres placering i gravene med ubrændt lig ser de ud til at have været stukket ned i bæltet. Dolken har været båret i en læderbeklædt træskede, som en sjælden gang findes bevaret. Forneden på dolkskeden har der undertiden siddet et bronzebeslag, en såkaldt "dupsko". Dolke er sjældne i yngre bronzealder, men muligvis har de største af miniaturesværdene haft samme funktion.