Snoreskørt


Snoreskørtet, der først og fremmest kendes fra Egtved-pigens grav, har været et almindeligt klædningsstykke for bronzealderens kvinder. Skørtet, der har været båret på hofterne, består af en mængde lodrette sammensnoede uldsnore, der foroven sidder fast i et vævet uldbånd og forneden er samlet med en tværgående tråd. Snorene kan være forsynet med små bronzerør, som har ringlet, når kvinden bevægede sig. Rester af snoreskørter, især sådanne bronzerør, kendes fra mange bronzealderfund.